Boligerne ved Gammelmosen er et specialiseret helhedstilbud til borgere over 18 år psykisk og/eller fysisk funktionsnedsættelse og psykiatriske diagnoser i alderen fra 18 år og op.
Målgruppen er borgere, som foruden deres udviklingshandicap har en eller flere diagnosticerede sindslidelse(r), som fx OCD, skizofreni, affektive psykose, angst, demens og/eller adfærdsudfordringer.
Botilbuddet er efter Almenboligloven §105 stk. 2 med hjælp og støtte efter SEL §§83 og 85
I Gammelmosen er der plads til 24 borgere over 18 år med varierende grader af psykiske og/eller fysiske handicaps samt psykiatriske diagnoser. Foruden udviklingshandicap har borgerne en eller flere diagnosticerede sindslidelser, som fx OCD, skizofreni, affektive psykose, angst, demens og/eller adfærdsudfordringer.
Nogle af borgerne oplever perioder med selvskadende adfærd eller udadreagerende opførsel.
Borgerne har alle behov for fysisk og/eller verbal hjælp og støtte i varierende grad. Borgerne har alle behov for hel eller delvis hjælp til hygiejne og egenomsorg samt behov for døgndækning.
Boligerne ved Gammelmosen består af tre huse med henholdsvis ni, ni og seks borgere. Borgerne i de 3 huse er sammensat, så de matcher hinanden godt, både i forhold til deres behov for hjælp, deres evner og deres udviklingspotentiale.
Aktivitets- og samværstilbuddet er efter SEL §104
Boligerne ved Gammelmosen er et helhedstilbud, hvilket betyder, at der er tilknyttet internt aktivitetstilbud, som benyttes af borgere fra alle 3 huse. Cirka to tredjedele af vores beboere deltager i vores interne dagtilbud, mens resten deltager i eksterne tilbud.
Vi tilpasser individuelle strukturer og aftaler til hver enkelt borger, da deres behov for en forudsigelig hverdag varierer. Alle vores borgere har tilrettelagte ugeplaner, der inkluderer daglige aktiviteter, socialt samvær og andre arrangementer. Vores medarbejdere støtter borgerne under aktiviteterne, enten som aktive deltagere, observatører eller passivt deltagende.
Aktiviteterne, som vores borgerne deltager i, er mangfoldige og inkluderer alt fra musik og kreativt værksted til fysiske aktiviteter som yoga, disco, gåture og cykelture, samt madlavning, sundhed, spil såsom vendespil, puslespil, ludo og brug af iPads til spil og historiefortælling. Der er også sanseaktiviteter, busture, sminkeaktiviteter, massage, fester, sammenkomster, grillaftener og meget mere.
Vi fremmer samarbejde og inklusion ved at arrangere aktiviteter, der foregår på tværs af vores tre huse, både inden for aktivitetstilbuddet og botilbuddet.